Velkommen til Hornum Stationsby
Ulstrup fik station på Himmerlandsbanerne, der blev åbnet i 1893. Men da der i forvejen var en Ulstrup Station på Langå-Struer-banen, fik stationen navnet Hornum. Stationen havde to krydsningsspor samt læssevej med blindspor i hver ende.
I 1901 blev byen beskrevet således: "Ulstrup, ved Landevejen, med Kirke, Præstegd., Skole, Andelsmejeri, Kro, Markedsplads (Marked i Jan., Marts, Juli, Sept. og Decb.) og, i Nærheden, Hornum Stationsby med Jærnbanestation, Telegrafst. og Postekspedition".[3]Målebordsbladet viser, at der senere også kom lægebolig, jordemoderhus og elværk.
Persontrafikken på strækningen Hobro-Løgstør ophørte i 1966, men Hornum havde stadig ekspedition af gods, da godstrafikken på strækningen Viborg-Løgstør fortsatte til1999. Sporet blev taget op i 2006, så man kunne anlægge cykel- og vandreruten Himmerlandsstien.
Stationsbygningen, der blev udvidet flere gange og efter den seneste udvidelse i 1934 var omtrent dobbelt så stor som banens øvrige stationsbygninger, er velbevaret og har stadig sit stationsskilt. Den ligger på Jernbanegade 3 og rummer Himmerlands Jernbanemuseum, lokalhistorisk arkiv og en modeljernbane.