Hornum - din & min by gennem hele livet

Hornum Borgerforening inviterer til årets Torveaften 2022 🙂

Fredag den 12. august 2022 mødes vi til spisning på torvet.

Vejret bliver selvfølgelig fantastisk - det har Tove sørget for. Allerede nu melder vejrudsigten sol og 24 grader  
 
Vi starter kl. 17.30 og spiser kl. 18.00. Der er endnu en gang sørget for underholdning, en bette dyst mellem lokale folk.
 
Madbilletter købes hos Tove på kroen til 75,- kr.
Menuen er marineret grillkølle, kartofler, barbequesovs og salat. Øl, vin og sodavand købes. Kaffe og kage kan købes senere på aftenen.
Børnene kan gratis riste skumfiduser over bålfåd, der hører selvfølgelig mariekiks til
Vi glæder os til en hyggelig aften med jer alle, unge som gamle
Har man som ny borger i Hornum brug for lidt mere viden om, hvad vores Torveaften er, så tøv ikke med at skrive til os enten på Facebook, ved Formand Karin Sandø på 2228 6060 eller hornumborgerforening@outlook.com
 
Vi ses

Borgerforeningens bestyrelse:

Formand Karin Sandø

Næstformand Signe Nøhr

Uundværlige bestyrelsemedlemmer:

Hans Warming, Grethe Kjær Andersen, Hans Frederiksen & Denis Mølgaard Kuhr

Din & Min by - gennem hele livet

Her i Hornum har vi bevaret de gamle traditioner og krydret med nye. Her i byen er det vigtigste ikke mursten, men de mennesker man bor iblandt og det giver tryghed, overskud og sammenhold.

Hornum er byen, hvor BølleBob blev født og stadig bor. Her finder du bla moderne dagligvarebutik, hjertelig kro med den skønneste hjemmelavede mad og udlejningslokaler, spændende kulturhus, lækre fodboldbaner, ridehal i smukke omgivelser, friske jordbær, fiskesø fuld af vand og fisk, hyggelige fællesspisninger, aktivt værested, skole, børnepasning, lægehus, et utal af foreninger til alle sanser og interesser, duftende blomsterbutikker, imponerende gallerier, tankstation med fantastisk vaskehal og meget meget mere. Der er faktisk ikke det, der ikke kan lykkes i Hornum.

 

Og så har vi selvfølgelig nabohjælp, der dækker langt mere end blot opmærksomhed på indbrud - se mere på facebook: Hornum Nabohjælp eller kontakt Karin Sandø 2228 6060.

Limen, der holder byen sammen, er vores utrolig engageret Borgerforening. Takket været alle de frivillige, kan vi hvert år bla tilbyde Septembermarked med revy, tivoli og kræmmermarked, optog, juleudsmykning, Sct. Hans, byfornyelse, julearrangementer, sammenhold alle foreninger imellem og opbakning til nye initiativer såsom vores store smukke gavlmaleri og BølleBobBanen - hele byens legeplads.

Der er kort vej til den smukke fiskesø, rideskolen, Himmerlands Golf & SpaCenter, den overdådige Jenle Plantage og så står vi selvfølgelig for det sejeste truckershow, den fedeste bilboksning og det smukkeste fyrværkeri.

Selveste hærvejen med mange vandrende og cyklende løber lige igennem Hornum. Der er shelters på FDF's område og et velfortjent hvil kan indtages på BølleBobBanen, ved Kroen eller hvilket som helst sted i vores skønne by.

Den gamle banevej er blevet til den mest naturskønne cykelsti, der benyttes af alle og selvfølgelig er der mulighed for et velfortjent hvil ved Hornum Station, hvor der er borde/bænke samt udsigt til vores flotte BølleBobBane. På den anden side af stationsbygningen (der rummer vores lokalhistoriske arkiv, jernbanemuseum og Modeljernbaneforening) finder du en skøn oase med duftende blomster og mulighed for at sidde hyggeligt og nyde byen.

Der er ligeledes kort afstand til Aars og Farsø. Bussen kører direkte fra Hornum til Aalborg og fra Hornum til Aars, hvor der er mange ruter ud af Vesthimmerland og selvfølgelig også hjem til Hornum igen.

Kort sagt: Finder du ikke, hvad du søger i Hornum - er det ikke nødvendigt 🙂

Kommentarer

25.07.2020 07:53

Hornum Borgerforening

Husk at der er Torveaften den 14. august 2020 kl. 18:00 på Torvet

Alle er velkommen.
Hornum Borgerforening

31.03.2020 16:37

Jan Falk

Du er velkommen på stald Falk Mølholmvej 3 der er bålplads toilet og rytterstue

30.03.2020 17:56

Finn Hausnap

Tak for Rico Bruun. Går fra Hirtshals så snart det bliver lidt Varmere, har telt med hvis shelteren er optaget. Det er allertiders.

30.03.2020 16:54

Finn Hausnap

Søger et sted at overnatte i Hornum i min medbragte 1 mands telt på min hærvejsvandring.

30.03.2020 17:17

Rico bruun

Hvis du hellere vil sove i shelters må du også gerne sove i en af dem.

30.03.2020 17:13

Rico Bruun

Hej Finn.
På Havbrovej 43 ligger vores FDF hus og der på plænen må du gerne overnatte og der er også mulighed for at tænde et bål. Hvis du skulle have lyst så er du velkommen hilsen Rico FDF Hornum

11.10.2019 13:21

Elin Mathiesen

Spis sammen i Værestedet fredag den 1. nov. Kl 18

11.08.2019 15:10

Inge Frandsen

Tirsdag, den 13. august 2019, kl. 19.00
Hvem er bange for den stygge ulv?
Ulveekspert Thomas Boesdal holder foredrag i Multihuset i Gundersted. Gratis adgang. Alle er velkomne!

02.03.2019 10:05

Mai-Britt Frimor

Lørdag d. 9/3 kl. 14 på Hornum Stadion er der standerhejsning for børn og ungdomsfodbold. Efter en times træning er der kaffe/sodavand og kage